Teater i forandring: Castorf, Jelinek og søgen efter originalitet!

Teater i forandring: Castorf, Jelinek og søgen efter originalitet!

Der sker meget i vores teaterliv, og ikke kun i Wien. Forestillingen af ​​"Wozzeck" blev for nylig genoptaget i Berlin efter 14 år under ledelse af Christian Thielemann. Et stort kup, der opildner følelser. Samtidig fejrer Aix-en-Provence succeser med "Salome" og "Butterfly". Hvad er det næste? Produktionen af ​​"Turandot" forventes i Frankfurt, og der er også spændende projekter på vej i Hamborg. Spørgsmålet er dog, i hvilken retning det tysksprogede teater vil udvikle sig.

På det seneste er der blevet højere stemmer, der er kritiske over for det nuværende teaterlandskab. Tysktalende teater konfronteres med mange svage imitatorer af den postdramatiske grundlæggergeneration. Det er figurer som Frank Castorf, Elfriede Jelinek og Christoph Schlingensief, der uundgåeligt kommer til diskussion. Castorf, født i Østberlin i 1951, betragtes som en mester i sit håndværk, der forstår at designe sit teater bevidst. Han arbejdede som kunstnerisk leder af Volksbühne på Rosa-Luxemburg-Platz fra 1992 til 2015 og er tæt knyttet til den postdramatiske teaterbevægelse.

Kampen for originalitet

Unge instruktører har det ikke nemt i disse dage. Kampen om opmærksomhed er stadig dagens orden for at sikre forpligtelser. Teaterchefer og indslagssektionen kræver ubetinget originalitet. Det lyder måske spændende, men det er ikke altid nemt at implementere. Et tilbageblik på "gigant-æraen" på Berlin Schaubühne, hvor instruktører som Peter Stein, Klaus Michael Grüber og Luc Bondy betog publikum, viser, at meget mere ensemblearbejde og husspecifik signatur engang blev fejret.

Interessant nok er store aktører kendt som transformere mindre efterspurgte, end de var for et par årtier siden. Derudover bliver talekulturen opfattet som katastrofal. En natlig "forbrydelsesscene" blev nævnt som et eksempel på akustisk uforståelighed og forstyrrende lyde - et problem, der ikke kun påvirker krimiserien, men også mange teaterproduktioner.

Postdramatisk teater og dets udfordringer

Postdramatisk teater, der har etableret sig som en forestillingsrelateret form siden 1980'erne, repræsenterer en klar afvigelse fra traditionelt taleteater. Begrebet blev opfundet af Hans-Thies Lehmann i 1999 og viser, hvordan sociale problemstillinger og postmoderne filosofiske diskurser er integreret i produktionerne. Særligt interessant er den nye tendens til dokumentarisk æstetik og integration af forskellige diskurser, fra hverdagsliv til særlige emner.

I de senere år er der sket en tilbagevenden til realistisk æstetik i nutidig dramatik, beskrevet som "post-postdramatisk teater". Sådanne udviklinger viser, at vendingen til realisme ikke skal forstås som et tilbageskridt, men snarere som en ny variation af teater.

Udfordringerne for teaterskabere er mangfoldige: De skal hele tiden genopfinde sig selv for at forblive relevante i nutidens kontekst. Men hvordan kommer denne stræben efter relevans til udtryk i praksis? Det mangler at vise, men én ting er sikkert: Teatret vil forblive en spændende spilleplads i de kommende år.