Edgar Wrights The Running Man: Spektakulær, men følelsesmæssigt flad!

Edgar Wrights The Running Man: Spektakulær, men følelsesmæssigt flad!

I dag, den 17. november 2025, er genfortolkningen af ​​"The Running Man" instrueret af Edgar Wright et samtaleemne. Filmen, som blev produceret for imponerende 110 millioner dollars, præsenterer neon-skimrende byer og dynamiske tracking-billeder, der fanger publikum.

I første halvdel af filmen bliver hovedpersonen Ben Richards, spillet af Glen Powell, kastet ud i et dystopisk tv-show, hvor han jagtes af en horde af mordere. De spændende sekvenser suppleres af talkshow-elementer og spændende sysler, mens verdensbygningen fremstår kompleks, men ikke helt konsistent. Mange aspekter af historien forbliver uforklarlige og rejser spørgsmål.

Dramaturgi og stilistiske beslutninger

I anden akt bliver filmen langsommere, hvilket får noget af den indledende spænding og visuelle spektakel til at falme. Det er her, filmens emotionalitet bliver sat på prøve, da stoffet bag facaden viser sig at være ret tyndt. Mens originalens satiriske elementer, som peger på mediehysteri og sensationslyst, er til stede, virker de i den nye kontekst tamme og forudsigelige.

Denne versions afgang fra bogens kyniske slutning til en inspirerende finale bringer en ny smag til fortællingen, men formår ikke at opnå det følelsesmæssigt dybe element i originalen. Glen Powell kæmper for at finde balancen mellem overlever og tragisk helt med hensyn til karakterudvikling.

Teknisk brillans og følelsesmæssig tomhed

Teknisk set er "The Running Man" bemærkelsesværdig; både kameraarbejdet, redigeringen og musikken er af høj kvalitet. Effekterne er imponerende, men man savner ofte den følelsesmæssige dybde, som originalens ambivalens kunne have båret. Filmen forsøger at positionere sig selv som en kritisk dystopi og en blockbuster, men det lykkes ikke fuldt ud at nå begge mål. Selvom det forbliver stilistisk veliscenesat og audiovisuelt berusende, tager det ikke lang tid for seeren at genkende dens følelsesmæssige fladhed.

Den dystopi, som denne historie udspiller sig i, kan karakteriseres af klassiske træk som statskontrol, vold og overvågning. Disse elementer har formet mange film, hvoraf nogle, såsom "Metropolis" eller "1984", er blandt de mest kendte dystopier. De viser på imponerende vis, hvordan sociale strukturer kan udvikle sig under kummerlige forhold. Dystopiske film omhandler ofte diskrimination, miljøforurening eller farerne ved den teknologiske udvikling - aspekter, der også er mærkbare i "The Running Man", selvom de ikke altid er overbevisende implementeret. Andre dystopi-klassikere omfatter "Blade Runner" og "Hunger Games", som illustrerer, hvad der kan ske, når samfundet kommer under pres.

Sammenfattende byder Wrights The Running Man på en spændende visuel oplevelse, men mangler samtidig den følelsesmæssige dybde, der kunne betage publikum. Så det mangler at se, om og hvordan filmen bliver modtaget af publikum, og om den kan opnå kultstatus for den originale version eller ej.

For flere detaljer om dystopien og dens filmatiseringer, kan du tage et kig på Wikipedia.