Wienerkongressen: Europas skæbne omdefineret - en anmeldelse

Wienerkongressen: Europas skæbne omdefineret - en anmeldelse

Wien, musikkens og kulturens by, var ikke kun et center for kunst i det 19. århundrede, men også scene for vigtige politiske begivenheder. Et fremragende kapitel i metropolens historie er Wienerkongressen, som fandt sted fra 18. september 1814 til 9. juni 1815. Under ledelse af den østrigske udenrigsminister Prins Klemens von Metternich samledes kejsere, konger og statsmænd fra hele Europa her for at skabe en ny orden efter de ødelæggende Napoleonskrige.

Målet med kongressen var klart: at definere en langsigtet fredsorden og gennem diplomati at løse de spørgsmål, der var opstået fra de franske uafhængighedskrige og Napoleonskrigene. Trods den udfordrende situation havde Frankrig, repræsenteret ved Talleyrand, kun begrænset indflydelse på beslutningerne, som overvejende blev truffet af de fire stormagter Rusland, Storbritannien, Preussen og Østrig.

Kongressens principper

Fem centrale principper blev fastlagt på kongressen:

• Restaurierung der politischen Ordnung von 1792.
• Legitimität für die Rückkehr der von Napoleon vertriebenen Herrscher.
• Gewährleistung der Souveränität der Monarchie.
• Verpflichtung zur Unterbindung revolutionärer Bewegungen.
• Schaffung eines Gleichgewichts der europäischen Mächte.

Nøglebeslutninger omfattede genoprettelse af Bourbon-monarkiet i Frankrig, deling af Polen mellem Preussen og Rusland og genopretning af territorier for Østrig, herunder Salzburg, Tyrol og Vorarlberg. Et andet resulterende element var oprettelsen af ​​det tyske forbund, som bestod af 39 stater og var under præsidenten af ​​den østrigske kejser. Storbritannien benyttede lejligheden til at styrke sin kolonimagt og beholdt territorier som Malta og Ceylon.

En langsigtet fredsplan

Wienerkongressen var, hvad dens organisatoriske anliggender angik, en forløber for de konstitutionelle og politiske strukturer, der skulle sikre europæisk balance indtil Første Verdenskrig. Det førte til dannelsen af ​​"Europas Koncert", en politisk doktrin, der lagde vægt på at opretholde politiske grænser og fremme samarbejdet mellem stormagter. På trods af kritik af, at kongressen modarbejdede nationale og liberale bevægelser, tilskrives den æren for at spille en vigtig rolle i at forhindre store krige, der varede næsten hundreder af år.

Ifølge Federal Agency for Civic Education, forblev den europæiske situation relativt stabil mellem 1815 og 1914, selvom der var nogle mindre konflikter i denne periode. Kongressens bestemmelser lagde et grundlag, der varede indtil de revolutionære omvæltninger i 1848-49, hvor nationale forhåbninger ikke helt kunne undertrykkes.

Wienerkongressen var ikke kun en formgivende begivenhed for sin tids europæisk politik, men kan også ses som et forbillede for senere internationale organisationer som Folkeforbundet og FN. Den 9. juni 1815 sluttede kongressen med underskrivelsen af ​​slutakten, der indvarslede en ny æra i europæisk historie. Skyggen af ​​Napoleon, hvis tilbagevenden og endelige nederlag ved Waterloo i 1815 stadig var i luften, gjorde det klart, hvor skrøbelig freden var.

Afslutningsvis spillede Wienerkongressen en afgørende rolle i Europas historie, idet den lagde grundlaget for den politiske struktur i det 19. århundrede og skabte muligheder for internationalt samarbejde, som fortsat ville være relevant i forhold til fremtidige kriser.